Det Russiske Hus
Gaardens Madkulturfest

Dato og klokkeslæt
22.–23. sep 18.00–21.00Fra d. 17 til d. 26. september er det igen blevet tid til Bornholms Kulturuge. I den anledning dækker vi bordene, smører stemmerne og stemmer instrumenterne i madkulturhuset på gaarden: Det Russiske Hus bliver en bolsje(vik)farvet, festlig og eftertænksom markering af Bornholms oplevelser med Rusland i månederne efter Anden Verdenskrig.
I år er det 75 år siden at russerne forlod Bornholm. Russernes besættelse efterlod ar og indtryk, som stadig er en del af øens sjæl. I dette jubilæumsår er ser vi nærmere på vores store nabos vældige kulturarv gennem musik, oplæsninger og dramatik - men det er naturligvis madkulturen, som spiller hovedrollen.
Det Russiske Hus bliver opført i et tæt samarbejde med Bornholms Museum og FikuMiku i Nexø, og med hjælp fra Bornholms lokale fødevareproducenter og kokke, som kender det russiske køkken.
Har du fx prøvet at smage bornholmsk ørredrogn sat op imod Beluga-kaviar, skyllet ned med vodka og røverhistorier? Vi revolutionerer smagsoplevelsen og krydrer den med anekdoter og referencer til Rusland i almindelighed, og tilbagetrækningen fra Bornholm i 1946 i særdeleshed.
Arrangementet kan opleves d. 22. og 23. september.
Husk: Arrangementet kræver at du har et kulturugepas. Klik her for at se hvor du kan købe det.